I august tog jeg min mand og vores to børn med i cirkus. En familieoplevelse, vi aldrig havde haft før. Og som gav os alle noget vigtigt med hjem.

Vi havde knap sat os, før min datter spottede den store elefant, man kunne ride en tur på i manegen. Den var virkelig stor. Men hun gik frisk op på den en meter høje kasse, hvorpå der stod en to meter høj mand, som svingede hende op i luften. Op på elefantens ryg. Og rundt red de.

Det er så inspirerende at se, hvordan hun går til selv de største udfordringer med en tro på, at hun kan. Bare fordi hun har lyst.

Min søn havde ikke lyst. Han nåede også kun elefanten til anklen. I stedet blev han meget fascineret af nogle børne-artister og konstaterede prompte, at de måtte have øvet sig meget. Det ville han også gøre med det, han gerne ville være god til.

Det er helt sikkert lysten – og talentet –  der driver værket. Men det er øvelse, der gør, at man mestrer det (10.000 timers træning, så er du rigtig god). 

Min mand er faktisk den, der siden har talt mest om cirkusoplevelsen. Han var meget skeptisk inden, men blev imponeret over de velplejede dyr, de flotte kostumer og de dygtige artister.

Skal andre tage det, vi gør, seriøst … starter det altid med, at vi tager os selv seriøst. Og det gjorde de i cirkus den aften.

Jeg sugede det til mig, at alle i manegen vidste præcis hvilken oplevelse, de var fælles om at skabe: Cirkus som i gamle dage – velkommen i eventyrets verden. Ordene blev sagt mange gange – med ægte cirkus-accent af en frodig dame i knaldrød kjole med en hat på størrelse med en haveparasol.

Publikum lyttede til hende. Artisterne lyttede til hende. Og det at være med til at skabe netop denne forestilling med deres vidt forskellige bidrag gjorde tilsyneladende, at for eksempel cirkusprinsessen – der må have brugt år på at træne sig op til at kunne stå på en hånd og holde balancen med resten af kroppen snoet umenneskeligt rundt om sig selv – intet problem havde med at sælge popcorn i pausen. Og fodre dyr. Og pakke telte ned og …

Alle har hvert deres talent. Når vi får scenetid, bliver set og anerkendt, ser vi også meningen med at arbejde med alt det andet, der også skal gøres – uden for vores kompetenceområder.

Da jeg skyndte mig at svare på det opslag, jeg tilfældigt så på facebook om de fire cirkusbilletter, havde jeg aldrig troet, vi ville få så meget ekstra med hjem hver især. Vi fik faktisk alle følelsen af mentalt at komme op på den store elefant.

The End.

En kommune have hyret en designer til at skabe en kasse, hvor de ældres medicin kunne opbevares (som alternativ til f.eks. en pose, hvor det hele vælter rundt og mandens og konenes medicin bliver blandet, så den ene tager den andens osv.) – til gavn for både den ældre og hjemmehjælperen.

Briefinger, brainstorms, designprocesser, print og præsentationsrunder senere skulle kassen testes hos et ældre ægtepar. Hjemmehjælperen kommer ind, fortæller fyldestgørende om kassen og dens funktion, de ældre nikker indforstået, og designeren og hjemmehjælperen går ud i køkkenet for at fylde medicinen i kassen. Inde fra stuen, hvor konen og manden sidder, lyder det …

Hun til ham: Hvad siger de, vi skal med den?
Han til hende: De siger, vi skal have den ligkiste stående!

Kassen til medicinen var nemlig hvid. Fordi det er mest minimalistisk. Fordi det er mest klinisk. Fordi det er mest diskret. Bare ikke i et hjem, hvor alle møbler er maghoni-mørke, hvor alt tapetet er farvet, og hvor hvid er en farve, man forbinder med … døden.

Parallellen mellem den hvide kasse og en ligkiste havde ingen set. De så nemlig ikke kassen gennem den ældres briller. Men gennem deres egne.

Og den pointe er en, vi alle kan tage til os, når det handler om vores budskaber. Det er ikke nok for nogen af os at være passionerede og vidende om noget. Skal det skabe bud efter os, skal vi have et budskab, der fænger dem, vi vil dele ud til.

Vi er nødt til at skifte briller. Vi er nødt til at skifte farve. Vi er nødt til at skifte ord. Så det giver mening for andre.

Efter testen blev kommunens hvide kasse i øvrigt grøn – og nu bliver den godt modtaget. Indholdet er der ikke pillet ved.

Jeg ved ikke, om det var de smagfulde detaljer eller de små nordiske tallerken-godter, der fik mine tænder til at løbe mest i vand. Helheden var så gennemtænkt, at man som gæst fik et enestående og klart indtryk: Restaurant Radio ved, hvad den vil stå for – og det er præcis dét, den bliver husket for.

Jeg vil gerne inspirere dig til, hvordan du kan opnå det samme i din business.
Men se lige med her først:

Se den lille mælkeflaske her. Oplevelsen havde været en anden, hvis mælken var kommet i en kande. I en kapsel. Eller allerede var hældt i kaffe. Denne detalje gør mælken – og kaffen – bemærkelsesværdig. (Tro mig, jeg fotograferer ikke normalt kaffen, når jeg er ude).

Og se så her. Det er coveret til regningen, som jeg holder i hånden – trykt i et look, der stemmer overens med de rå trævægge i restauranten. Gennemført ned til mindste detalje. (Sorry, tager jordfarvet neglelak på næste gang).

Da jeg efter middagen gik på toilettet, ærgrede jeg mig sådan over, jeg ikke havde telefonen med. Der havde personalet nemlig rullet de små vaskeklude og lagt dem æstetisk i en pyramide ved håndvasken. På toppen lå en plaskvåd, brugt vaskeklud … sirligt rullet sammen og lagt tilbage af en gæst, der virkelig levede sig ind i detaljerigdommen!

Hvad kan du bruge det her til i din business?

Du kan bruge det til at huske dig selv på, at det godt kan være, at det er en detalje – men enhver lille detalje er en stor mulighed for at gøre indtryk, skille dig ud, kommunikere dit budskab og blive husket for det.

Enhver telefonsvarer er en mulighed.

Enhver regning er en mulighed.

Enhver service er en mulighed.

Enhver tekst en mulighed.

Og når du har fundet vejen til at vise, hvad du står for på en måde, så signalerne ikke stritter i 1000 retninger, kælet om detaljerne og kommunikeret med menneskelig omsorg for dine kunder, så bestil bord på Radio og skål på de detaljer, der skaber helheden.

Præcis som Jette Bülck og jeg gjorde for at fejre vores fælles projekt, Karrierekald – den nye vej til din rette hylde.

Skål for detaljen!

Kunden: “der sker simpelthen ikke noget – jeg holder det snart ikke ud længere, hvad skal jeg gøre?”
Mig: “nå, jamen hvor længe har du været i gang, og hvad har du gjort i den tid?”
Kunden: “jeg har været i gang en måned – og jeg har gjort a-l-t!”.

Dialogen er ikke det pure opspind.
Og jeg har haft den mere end en gang.
På ære.

Det kræver mange ting at drive en business. En af dem er tålmodighed:

1. Tålmodighed til at finde budskabet og sætte ord på det
2. Tålmodighed til at gentage budskabet igen og igen og igen. Og så lige igen.
3. Tålmodighed til at lære kunderne at kende og tale og skrive på deres sprog
4. Tålmodighed til at gå forkert og justere kursen
5. Tålmodighed til at opbygge e-mail lister, lister med likers på facebook, lister med blog-læsere osv.
6. Tålmodighed til at skabe værdifulde relationer med kunderne
7. Tålmodighed til konstant at samle referencer og skabe ambassadører
8. Tålmodighed til at få afslag fra forlag, journalister osv. og altid prøve igen
9. Tålmodighed til at håndtere bl.a. tekniske udfordringer
10. Tålmodighed til at være tålmodig

Jeg har netop lanceret Karrierekald – den nye vej til din rette hylde i samarbejde med min business partner, og det har virkelig krævet tålmodighed. Faktisk halvandet års tålmodighed. Og det pudsige er, at når alt endelig falder i hak, virker det så naturligt og let, at responsen ofte er, “nå ja, selvfølgelig – hvad skal I ellers i weekenden?”. Så ved man, man har fat i noget!

Husk, det er ikke så meget det at tage skridtet – men det at blive ved at gå.

Smid endelig en kommentar om, hvad der udfordrer din tålmodighed – eller hvilke erfaringer, du har med, hvad der venter for enden af tålmoden …

Jette Petersen fra Myskill.dk fik ikke bare en tagline i “Myskill – gør ambitiøse kvinder til ledere”. Hun fik alt det her, fordi hun forstår at bruge sin tagline som omdrejningspunkt for alt i hendes virksomhed og positionering:

1. hun har én sætning – 5 ord – der præcis fortæller, hvad hun arbejder med og for
2. hun har fået sat en overskrift til sine mentor- og coachingforløb
3. hendes tagline hjælper hende til at summe ind på det, der er hendes retning
4. hun føler sig ikke begrænset – kun skarpere
5. hun oplever, at det er meget nemmere at udtrykke klart, hvad hun sælger
6. hun har fået en rød tråd at arbejde efter
7. det kan ses på både hendes freebie, hjemmeside og visitkort
8. hun har nu en mere klar elevatortale
9. hun føler sig mere sikker i det, hun skriver, og undgår signalforvirring
10. hun får mails fra folk, der skriver, at det er et godt koncept hun har, og at hendes website er fedt, og når hun er til netværksmøder, går hendes budskab klokkeklart igennem – og hun bliver husket

Hvis du blev misundelig på bare en eller to af de 10 ting, så kan jeg kun opfordre dig til at få din egen tagline eller få hjælp til at bringe den, du har, bedre i spil.

Som Jette Petersen siger: “Når vi driver virksomheder, skal der bruges en del penge, og det kan være svært, at finde ud hvor de skal bruges. Jeg har valgt at blive klar på mit budskab – de penge er givet godt ud. Jeg er selv kreativ og iderig, men var aldrig selv kommet frem til dette resultat. Det er svært at se sin egen virksomhed – præcis som det er svært selv at spotte sine ledertalenter!”

Det var en af mine kunder, der udbrød det forleden, da vi talte om effekten af en tagline – den ene sætning, der på under 10 ord og 10 sekunder fortæller præcis, hvilken værdi du skaber for andre.

“Det virker jo fuldstændig, som hvis man gik rundt med en magnet i panden”, sagde hun.

Og jeg skal være den første til at indrømme, jeg havde en misvisende magnet i panden engang – selv om jeg selv havde valgt den. I dag har jeg skiftet den ud, og sikke en befrielse. Læs her hvorfor.

Da jeg skulle starte min virksomhed i sin tid, var jeg rundt om alt det, jeg kunne. Og som andre kunne bruge mig til. Der var meget, og jeg var godt klar over, at det i virkeligheden ikke handlede om, hvad de andre kunne bruge mig til. Men hvad jeg ville havde, at de brugte mig til.

Det tog en del nætter, hvor jeg tågede rundt og skrev små sedler med det, jeg helt indlysende ville. Næste morgen var det knap så indlysende. Så jeg tog en runde til. Til sidst lå jeg i min hængekøje i haven, helt udmattet, og stirrede på mælkebøtterne i græsplænen. (De var ikke svære at få øje på).

Et efter et forlod et lille frø sin moderplante, svævede ud i verden og spredte på den måde mælkebøtter ud over det hele. Og der slog det mig. Min tagline skulle være “Spred dit budskab med succes”.

Nu kunne jeg sove roligt om natten igen. Ah. Det gav mening for mig. Det gav mening for andre. Og det gav mange opgaver.

Men efter nogle år indfandt uroen sig igen. Min tagline føltes ikke rigtig, selv om den var en effektiv magnet. Det gik op for mig, at den ikke tiltrak de opgaver, jeg helst ville løse – og ikke bragte mig i spil på en måde, så mit bidrag skabte størst værdi for andre.

At sprede budskaber hører til det, jeg kan – endda virkelig godt – efter at have arbejdet professionelt med markedsføring i over 12 år for både små og gigantisk store virksomheder med millionbudgetter. Men det kræver, at jeg hele tiden er ajour med de nyeste markedsføringskanaler og muligheder.

Jeg vil noget andet.

Jeg vil hjælpe mennesker med at finde ind til deres særlige bidrag og sætte ord på det, så andre kan se værdien i det og mærke dem i det. Jeg vil støbe og pudse den magnet, du har i panden. Og gøre dig bevidst om, at du har en, uanset om du har valgt den eller ej:

Hvis du ikke brander dig selv, kan du være sikker på, at andre gør det for dig. Det du ikke kan være sikker på er, om deres ord matcher det, du vil.

Derfor skiftede jeg min tagline – min magnet – fra “Spred dit budskab med succes” til “Skab succes med dit budskab”. Det har påvirket de mennesker, jeg tiltrækker, og de stadig mange opgaver, der lander hos mig.

Jeg ved godt, det bare er små ord. Men effekten er større, end du tror … også når din magnet er misvisende.

Hvilke oplevelser har du haft med din magnet i panden? Og hvilken forskel har din tagline gjort for dig, hvis du har en? Jeg ville elske, hvis du også ville dele.